bogudgivelse-orange-01.png

Talentet i Thy

Fotoudstillingen, Talentet i Thy, er en visuel undersøgelse af begrebet talent, der udspiller sig i lokalsamfundet i Thy

Fotograf, Andreas Houmann, tager os med ud i naturen og ind på livet af menneskene i Thy og fotografierne er ikke en nøgtern reportage eller udtømmende portrætter.

Det er en undersøgelse af noget mere almenmenneskeligt; talent, passion og drivkræft.

Det er en personlig fortælling om natur og mennesker, men uden narrativ struktur, for i udstillingen er det tanken, at beskueren skal gå på opdagelse i landskaber og ansigter.

Baggrund

For Andreas havde projektet sin begyndelse for 3,5 år siden, da han begynde at indfange naturen og menneskerne i Thy med sit kamera. Hvad der startede ud som naturfotografi og portrætter udviklede sig til en fortælling om - og en undersøgelse af - hvordan vi oplever talent.

På trods af den realisme som de kølige, tomme landskaber repræsenterer, drager fotografiernes formelle egenskaber beskueren til at overveje former og farver. Den lave horisont, der kendetegner mange af Andreas’ fotografier, skaber store ensartede flader. Med manglen på agerende figurer til at lede fortællingen, bliver man i stedet opmærksom på teksturer og den stramt komponerede billedflade.

Landskabet opløser sig til abstrakte former. I stærk kontrast hertil står Andreas’ portrætter, hvor personerne portrætteres midt i uventede bevægelser og med ansigter, der udtrykker ærlige følelser.

Landskabsbilledet havde sin storhedstid i 1800-tallet og Romantikken, i en tid hvor kortlægning af den sanselige verden intensiveredes kraftigt. Parallelt med rationaliseringen af den fysiske verden arbejdede kunsten med undersøgelser af menneskets indre verden.

Afbildningen af landskabet kan derfor ses som en hybrid, et bindeled, mellem dualiteterne, natur og kultur, det ydre og det indre. Hovedpersonen i Talentet i Thy er ikke landskaber eller mennesket, men talent og drivkræft. Det er ikke elementer, der er fysisk til stede i Andreas’ fotografier, men fænomener, der dukker op i mødet med udstillingen.

Formål

Talentet i Thy præsentere nogle vyer og nogle mennesker, men handler i høj grad om at identificere nogle kvaliteter og introducere beskueren for nogle af de overvejelser Andreas’ projekt har igangsat hos ham selv. Det er ikke svært at anerkende, verdensmesteren i surf-disciplinen SUP, Casper Steinfarths talent, men meget af det talent, der betyder så meget, men nemt kan tages for givet, som Æggemanden Åge, der leverer æg til nabolaget.

Selvom projektet hedder Talentet i Thy, handler det om mere end thyboer og talent. Som Andreas selv siger kunne projektet lige så godt have heddet Talentet i Kansas. For ham handler det om at åbne op for måden vi tænker talent. Ledemotivet i projektet er ikke Thy eller menneskerne på billederne, men talent, passion og drivkraft – og måden vi tænker disse begreber.

Formidling

Ud over en fotoudstilling, præsenteret på udstillingssteder rundt om i Danmark, er Talentet i Thy også navnet på en fotobog af Andreas Houmann, der præsenterer læseren for flere landskaber og personligheder fra Thy.

Udstillingen suppleres med formidlingsmateriale i form af vægtekst omkring fotografierne og projektet Talentet i Thy og i forbindelse med udstillingen forventer vi at afholde en artist talk med Andreas Houmann omkring projektet og hans erfaringer af at arbejde med fotografi.

Vi håber med udstillingen, Talentet i Thy, at skabe indsigt og udsyn, samt tilskynde beskueren til at overveje begrebet talent.

Med venlig hilsen
Andreas Houmann Fotograf og
Maria Odgaard Udstillingskoordinator

Information

1. sal i pakhuset
Doverodde Købmandsgård

Åbningstider

  • 13. august til 21. oktober: Alle dage 11-16

Entré pakhus og tårn

  • Voksne: 50,- kr. 
  • Børn til og med 16 år: 20,- kr.
  • Familiebilletten (billetten gælder for 2 voksne og op til 3 børn): 120,- kr.

Grupper min. 20 personer (gerne blandet voksne og børn)

  • Voksne: 40,- kr. 
  • Børn til og med 16 år: 10,- kr.

Om Andreas Houmann

Andreas Houmann (f. 1988) er uddannet fotograf fra Medieskolerne og KBH Next.

Siden 2014 har Andreas fotograferet professionelt. Mads Mikkelsen, Prins Joakim og Bjarke Ingels er nogle af de mennesker, der har stået foran kameraet, men Andreas’ samlede praksis vidner om større bredde i temaer og motiv.

Andreas er født og opvokset i Vestjylland, men bor og arbejder i dag i København. Han bruger spændingen mellem livet på landet og storbyen aktivt i sin praksis og arbejde med fotografiet som medie, hvad end det er et menneske eller et landskab han ønsker at indfange.

Selve projektet "Talentet i Thy" har modtaget midler fra LAG:

LAG.jpeg