Strømninger

Under overskriften "Strømninger" giver 6 kunstnere tilsammen et billede på den mangfoldighed, som er karakteristisk for samtidskunsten.

Medierne strækker sig fra maleri til grafik, tekstil og installation.

Der sendes tråde tilbage til fortiden og de gamle håndværk, som føres frem til nutiden i nye udtryk. Nye strømninger undersøges og der stilles skarpt på tendenser i tidsånden.

Maleriet anno 2018 antager mange former, også i denne udstilling: Det abstrakte maleri, som bevæger sig i grænselandet mellem det kendte og det ukendte, sat overfor det figurative maleri, som fremstår næsten fotografisk eller i en minimalistisk grafisk form, men hvor historiefortællingen i alle tilfælde er det centrale.

Tekstilkunsten snor sig fra det genkendelige til de ukuelige former, der væves ind og ud af både nutiden og fortidens tråd og tendenser. Tekstilkunsten bliver her givet fri i nye strømninger.

På 1. sal er det Ilze Rudzite, Inger Odgaard som begge arbejder skulpturelt i tekstiler.

På 2. sal er det Ulla Lampe (maleri), Marianne Aarlund Jensen (maleri), Ulla Gerd Christensen (maleri) og Tine Keller (skulptur og installation). 

Information

Åbningstider

  • 19. maj til 15. juni: Mandag til søndag 11-16
  • 16. juni til 28. juni: Mandag til lørdag 10-17 - søndag dog 11-16

Entré pakhus og tårn

  • Voksne: 50,- kr. 
  • Børn til og med 16 år: 20,- kr.
  • Familiebilletten (billetten gælder for 2 voksne og op til 3 børn): 120,- kr.

Grupper min. 20 personer (gerne blandet voksne og børn)

  • Voksne: 40,- kr. 
  • Børn til og med 16 år: 10,- kr.

Ulla Lampe
Maleri

Jeg er autodidakt og har lært af at eksperimen-tere og se på kunst.

Siden 1997 har jeg undervist og lavet kunstprojekter med børn og udviklingshæmmede; samtidig har jeg med uhæmmet nysgerrighed kastet mig over tegning, maleri, beton, plexiglas og meget mere.

Mit værksted er beliggende indenfor murene på FÆNGSLET i Horsens; det giver en særlig atmosfære af uforstyrrethed, som er meget inspirerende.

Her glemmer jeg alt om regninger, der skal betales, tøj der skal vaskes og gulve der skal støvsuges. Her har jeg tid, rum og alle mine materialer, til at arbejde med mit kunstneriske udtryk.

Jeg er medlem af Kvindelige Kunstneres Selskab. (KKS).


Ulla Gerd
Maleri

Det er i grænselandet mellem genkendelse og det uventede at billedkunsten opererer og virker stærkest. Den gode billedkunstner formår diskret at manøvrere betragteren ind i sine billeder.

Gennem enkle genkendelige – gerne almindelige og ufarlige - elementer trækkes betragteren til for så ved få kunstneriske greb at afskæres vejen ind i billedet. I billedets grænseland overlades betragteren til sig selv og hvad der måtte opstå af uventede og overraskende oplevelser.

Banalt set er en værkoplevelse et møde mellem et lærred med maling og en betragter. Værket tilbyder sig som samlet udtryk fordrende og åbent for oplevelser og indtryk.

Det endelige billede og værk skabes i betragterens hoved.

Marianne Arlund Jensen
Maleri

Med afsæt i billedfladen strækker mine medier sig fra maleri og grafik til foto-, tekst- og papirarbejde. Jeg arbejder gerne tematisk med fokus på emner relateret til interaktion, kommunikation og menneskelige relationer, og bevæger mig også gerne ud af billedfladen for at indfange det rigtige visuelle udtryk.

Min tilgang til såvel grafik som maleri er koloristisk med fokus på stramme kompositioner, hvor farver, flader og kontraster komplementerer hinanden i en helhed.

Jeg arbejder gerne på råt, ubehandlet lærred, hvor personer grebet i en situation udgør fortællingen. Det rå lærred indgår som en integreret del af billedet, hvorved et minimalistisk og rent udtryk opnås.

Jeg er uddannet billedkunstner fra Århus Kunstakademi, hvor jeg tog afgang i 2014 fra den grafiske fagskole. Udover dette har jeg gennem 7 års fået undervisning i maleri fra Billedværkstedet Søkilden, v. Birgit Dahlstrup Jensen i Ry.

Det daglige kunstneriske arbejde udføres fra basen på Trøjborg, hvor jeg indgår i værkstedsfællesskab med billedkunstner Tine Keller (Keller.Arlund - temporary art).


Tine Keller
Installation

Mit arbejde tager afsæt i et grafisk tre-dimensionelt billedsprog, hvor rumlige former, flader og struktur indgår som centrale faktorer.

Udtrykket er minimalistisk og undersøgende, og jeg inddrager ofte alternative virkemidler i mit grafiske arbejde, herunder plexiglas eller genbrugsmateriale.

2014-

Arbejder i kunstnerfællesskabet Keller.Arlund i Aarhus

2010-2014

Århus Kunstakademis 4-årige uddannelse indenfor grafik og maleri

2009

Bronzestøbning på ÅK hos Thomas Andersson

Portrættegning på ÅK hos Inge-Lise Ravn

Ilze Rudzite
Tekstil

Jeg er tiltrukket af materialer og emner, som indeholder ret afprøvede og nogle gange også med en misbrugt historie bagved. Plastik, lim, syntetiske materialer ved siden af dyre og æstetiske naturmaterialer - er for mig ligeværdige virkemidler, da de alle er produkter af vores tid.

Udfordringer, frustrationer, begrænsninger og alle de fejltagelser, der gør at det tilfører dem storhed. De historier bagved materialet er dem, som sætter mig i gang til at tænke, føle, elske og skabe. Mange af emnerne til mine værker er aftryk af den selvironi om illusionen af uopnåede længsler, men stadigvæk en varm forkærlighed til livets processer.

  • Født 1972,  i Letland
  • Uddannet tekstilkunstner på Letlands kunstakademi i Riga
  • Kandidat i Tekstilkunst 
  • Bachelor uddannelse i Tekstildesign, håndværk, formidling – VIA University College 
  • Siden 2011 – egen kunst og design virksomhed ”Deko Tema”
  • Underviser på Billedskole, diverse aftenskoler og privat kursus.
  • Medlem af Surface Design Association (SDA)

Inger Odgaard
Tekstil

inger-odgaard-web-01.jpg

Jeg strikker min kunst. Alle mine værker er strikket i hånden, jeg har mærket tråden og strikket hver enkelt - maske efter maske. Alle disse gentagelser hænger sammen, vokser og blir til objekter, som jeg bearbejder hen til deres endelige udtryk. Jeg er optaget af strukturer, teksturer, gennemsigtighed, former og farver. Tråde der skaber mellemrum, masker der blir til tegn. Skygger der kastes og flytter sig.

Monologue_yellow_bells_detail_web-01.jpg

Jeg bruger det traditionelle håndværk til at skabe skulpturer og billeder, hvor garn er et grundlæggende materiale. Jeg arbejder med strik på en nytænkende måde, både to-dimensionelt og tre-dimensionelt. Det kan kaldes “ekstemporeret strik”, hvor udgangspunktet er kendte teknikker, som får lov at udvikle sig i fri retning.

Mine værker starter med en idé, et bundt garn og nogle strikkepinde. Når jeg har strikket min idé, ser jeg det strikkede som et materiale jeg kan arbejde videre på og med. I min proces bearbejder jeg det med bla. maling, struktur pasta, lak mm. På et tidspunkt holder det op med at være kun tekstil - jeg tager det et andet sted hen.

Materialets sanselige og fysiske kvaliteter er centrale i fortællingen. I arbejdet med mine værker er det væsentligt at processen afsætter spor, at vejen fra garnet der blir strikket og hen til værket står færdigt, kan ses og fornemmes.

Disse spor er en del af fortællingen.

Jeg er i arbejdet med værkerne i konstant dialog med materialet og processen - den dialog vil jeg gerne invitere publikum ind i og desuden give dem en sanselig og taktil oplevelse.