En bladrende oplevelse

Book Arts er en bred betegnelse for flere kunstformer, der alle har udgangspunkt i bogformen som medie – der er tale om kunst og kunsthåndværk.

Som det eneste sted i Danmark er der fra 2009 til 2012 blevet afholdt en årlig Book Arts Festival i Doverodde. 

Doverodde Book Arts Center blev etableret i Doverodde Købmandsgård i 2009, hvor den første Book Arts festival fandt sted. Der blev hermed skabt et sted og en begivenhed, hvor Book Arts (bogkunst) herunder Artists’ Books har fokus, og hvor interesserede i kunstgenren har mulighed for at mødes og lade sig inspirere af hinanden.

Mange dygtige, internationale bogkunstnere har deltaget i festivalerne, og de afholdte udstillinger har været af meget høj kvalitet. I forbindelse med festivalerne har der udover udstillingerne været workshops, foredrag/symposium og musikalske indslag. I sæsonerne 2013 og 2014 var der særudstillinger med Book Arts, i 2014 var der speciel fokus på nordisk Book Arts.

Der er et permanent Book Arts Center og læsehjørne i pakhuset i Doverodde Købmandsgård med en fin samling af Artists’ books. Mange er doneret af kunstnerne, og en del er indkøbt.